Garmin har for kort tid siden lanceret Varia RTL516 der afløser RTL511 som vi tidligere har testet og anmeldt. Som forgængeren er RTL516 en baglygte med indbygget “radar” der advarer dig omkring bagfrakommende køretøjer.
RTL516 ligner RTL511, men indvendigt er der sket forandringer, selvom de måske ikke er kæmpestore – hvilke forskelle kommer vi ind på senere.
Hvad er der i kassen?

RTL516 kommer i en klassisk lille “Garmin” emballage i pænt design. I kassen finder man følgende:
- Varia RTL516
- Monteringssæt til alm. rund og aero saddelpind.
- USB kabel til opladning
- Vejledning
Se vores unboxing af Garmin Varia RTL516 nedenfor.
Specifikationer
- ANT+ samt Bluetooth tilslutning, kan bruges med både EDGE enheder samt app via smartphone
- Virker med 3. part apps
- 9 timers batteritid
- 140 meters “rækkevidde”
- Registrerer op til 8 køretøjer af gangen
Design
RTL516 ligner forgængeren på en prik, den er udført i hård sort plast og har lygten placeret øverst, men stadig synlig fra siderne så den kan godkendes som cykellygte i Danmark. Nederst sidder selve “radar-delen” og på toppen er enhedens eneste knap. Sidstnævnte bruges til at tænde/slukke for enheden samt parrer den med andre enheder.

Bagpå RTL516 er selve beslaget der bruges til at montere enheden på holderen på saddelpinden og bagved en gummi-flap er microUSB stikket der lader dig oplade det indbyggede genopladelige batteri.

RTL516 vejer, som forgængeren, 71 gram, og den er naturligvis IPX7 godkendt så den kan bruges i al slags vejr!
Montering og opsætning
Det er legende let at montere RTL516 på cyklen, man skal blot finde den gummi-adapter der passer til ens saddelpind, montere den på holderen og montere holderen på sadelpinden med de medfølgende gummi o-ringe – easy!
Opsætningen er næsten lige så nem, i hvert fald hvis man har en kompatibel Garmin EDGE cykelcomputer. Her søger man blot efter nye sensorer og parrer med RTL516’eren.

Som noget nyt er det nu også muligt at bruge 3. parts apps via smartphone, eller Garmin’s egen Varia app, hvis man ikke har en EDGE cykelcomputer og bruger sin smartphone som “tracker” via ex. Endomondo eller Strava.
Garmin’s egen Varia app er super simpel at bruge, der er ikke andre smarte features heri, kun Radar funktionen. På skærmen kan man se når et køretøj nærmer sig og hvornår der igen er frit – ligesom på en EDGE enhed. Det er super nemt at parre RTL516 med App’en og i vanlig Garmin stil guides man godt igennem processen.
Daglig brug
Når først Varia RTL516 er parret med din Garmin EDGE enhed, eller din smartphone, skal man ikke bekymre sig ret meget mere omkring opsætningen. Bruger man Garmin EDGE cykelcomputer, så vil man kunne indstille den til tænde for Varia RTL516 når en aktivitet igangsættes, så man skal ikke engang huske at tænde den.
Man vil, i skærmens højre hjørne kunne se et “radar” ikon der indikerer at der er forbindelse til Varia RTL516 (Den blinker rød hvis der ikke er forbindelse) Når der så nærmer sig et køretøj bagfra, vil skærmen (som standard) lyse op i siderne med gul eller rød farve og enheden vil bippe. Farven afhænger af vor hurtigt køretøjet nærmer sig. I højre side er der prikker der indikerer køretøjerne, så man kan følge med i hvor langt de er fra dig – og når alle køretøjer er væk, vil siderne lyse op med grøn farve for at indikere at faren er drevet over. Der kan opfanges op til 8 køretøjer af gangen og det er muligt via menuen at ændre på måden hvorpå man advares/notificeres på enheden.



Som forgængeren, RTL511, så har den op til 140 meters rækkevidde bagtil, altså kan den “fange” køretøjer der er op til 140 meter væk, dog kan sving, bakketoppe og lign. naturligvis snyde. Jeg har oplevet meget få “fejl-advarsler” og uden at kunne sige det med 100% sikkerhed, så synes jeg det virker som om den er lidt mere præcis end forgængeren, altså er advarslerne reelle og yderst sjældent fejlagtige.
RTL516 er rettet mod pendlere og landevejsrytteren, både når man kører alene, eller i grupper. Alene giver det en tryghed at vide hvad der kommer bagfra, så man undgår at blive overrasket – ydermere giver det mulighed for at ligge lidt længere fra rabatten end man måske ellers ville gøre, da man så bare trækker ind når et køretøj nærmer sig. Det samme gør sig egentlig gældende ved kørsel i grupper, her bliver det nemt at trække ind og give plads til bagfrakommende bilister – så man undgå unødvendige konflikter på landevejen!
Konklusion
Jeg var vild med forgængeren RTL511, og jeg er lige så vild med RTL516. Den bedste (nye) feature er klart at den nu også kan bruges sammen med smartphones eller 3. parts apps, så man ikke død og pine skal have en Garmin EDGE cykelcomputer.
Den virker præcis som den skal, er nem at sætte op, nem at bruge og så er 9 timers batteritid helt fint til de fleste “almindelige” ture. Nogle vil måske synes det er “træls” at baglygten altid er tændt, også i høj sol – men tænk på at det jo kun øger din synlighed, så risikoen for at bilisten overser dig er endnu mindre!
Med en vejledende pris på 1699,- er Varia RTL516 ikke den billigste “gadget” – men i forhold til den tryghed og komfort den har givet mig, så vil ikke tøve et øjeblik med at smide 1700,- på disken for den. Når først man har kørt med Varia-systemet er det virkelig svært at undvære!